• skov1
  • html slideshow
  • topbanner2
slider responsive by WOWSlider.com v8.2

Vedtægter

Selvhjælp Skanderborg

§ 1
Navn og hjemsted

Stk. 1 Foreningens navn er Selvhjælp Skanderborg.

Stk. 2 Foreningens hjemsted er Skanderborg Kommune

§ 2
Formål

Stk. 1 Foreningen har som formål at yde støtte til foreningens selvhjælpsgrupper, herunder sikre økonomisk grundlag gennem etablering af grupperne og koordination af arbejdet, samt etablering af uddannelse af de frivillige, dannelse af netværk og generel oplysning til medlemmerne.

Stk. 2 Foreningen er uafhængig af partipolitik, religiøse interesser, behandlingsmæssige tilbud og lignende.

§ 3
Medlemmer

Stk. 1 Som medlemmer kan optages enhver, der vil støtte foreningens formål. Det forudsættes, at alle frivillige – aktive som passive – er medlemmer af foreningen.

Stk. 2 Indmeldelse sker ved indbetaling af kontingent. Kontingentåret er fra 1. januar til 31. december.
Stk. 3 Kontingent – gældende for det efterfølgende år - fastsættes hvert år på generalforsamlingen.

§ 4
Generalforsamlingen

Stk. 1 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Foreningen ledes af den valgte bestyrelse som består af 3 – 7 medlemmer og 2 suppleanter.

Bestyrelsen vælges blandt medlemmerne på den årlige generalforsamling og sidder for to år ad gangen. De valgte suppleanter sidder i ét år.

På valg er bestyrelsesmedlemmer, der har siddet i en 2 årig periode. Det tilstræbes, at formand og kasserer ikke er på valg samme år.

Valgberettigede er medlemmer, der har betalt kontingent. Ansatte i foreningen kan ikke være medlemmer af bestyrelsen.

Bestyrelsen kan tilknytte medlemmer uden stemmeret med en særlig funktion til sit arbejde, ligesom personer kan inviteres på konsulentbasis til bestyrelsens møder. Det kan være hensigtsmæssigt, at f. eks. det offentlige og ansatte i foreningen repræsenteres på denne måde.

Stk. 2 Ordinær generalforsamling afholdes én gang årlligt i 1. kvartal, og medlemmerne erindres – ved annoncering i lokal husstandsomdelt ugeavis og på foreningens hjemmeside – om generalforsamlingen med mindst 4 ugers varsel med angivelse af dagsorden i henhold til vedtægterne.

Stk. 3 Alle fremmødte medlemmer har taleret og stemmeret. Eksterne personer kan deltage og gives taleret, hvis bestyrelsen bemyndiger dertil.

Genvalg kan finde sted. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 4 Generalforsamlingens dagsorden skal indeholde mindst følgende punkter:

1. Valg af dirigent. Dirigenten bør ikke være medlem af bestyrelsen
2. Valg af referent
3. Valg af 2 stemmetællere
4. Bestyrelsens årsberetning forelægges mundtligt
5. Forelæggelse af regnskab skriftligt til godkendelse
6. Forelæggelse af budget skriftligt for det kommende år til orientering, idet PUF- og § 18 ansøgninger danner grundlaget for budgettet
7. Fastsættelse af kontingent for det efterfølgende år
8. Indkomne forslag til dagsorden
9. Valg af bestyrelsesmedlemmer. Det tilstræbes, at formanden er på valg i lige år og kassereren i ulige år.
10. Valg af 2 suppleanter for 1 år
11. Valg af revisionsfirma
12. Eventuelt

Stk. 5 Bestyrelsens regnskab udleveres til medlemmerne ved generalforsamlingen.

Stk. 6 Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen. Forslaget kan ses på foreningens hjemmeside 1 uge før generalforsamlingen.

Stk. 7. Afstemninger afgøres ved stemmeflerhed.

Stk. 8 Afstemninger skal finde skriftligt, såfremt blot et af de tilstedeværende medlemmer ønsker det.

§ 5
Bestyrelsen

Stk. 1 Bestyrelsen konstituerer sig selv i et møde umiddelbart efter generalforsamlingen. Her vælges formand, næstformand/sekretær og kasserer. Bestyrelsen kan udpege bestyrelsesmedlemmer til at repræsentere foreningen i organer eksternt (kommunale myndigheder etc.). Normalt vil det dog være formanden, der repræsenterer foreningen udadtil. Bestyrelsen kan uddelegere sekretæropgaven til koordinatoren.

Stk. 2 Bestyrelsens arbejde foregår primært i møder, men kan også foregå via internettet.

Stk. 3 Bestyrelsen fastsættrer selv sin forretningsorden. Bestyrelsesmøde afholdes, når formanden finder det fornødent, eller 2 bestyrelsesmedlemmer kræver det. Indkaldelse finder sted skriftligt med angivelse af dagsorden, der beskriver den problemstilling, der skal drøftes under de enkelte punkter. Over bestyrelsesmøderne føres beslutningsreferat, som underskrives af bestyrelsen.

Bestyrelsen træffer beslutning ved simpel stemmeflerhed. For at beslutninger kan træffes, forudsættes det, at der er mindst 3 fremmødte bestyrelsesmedlemmer. Ved stemmelighed er formandens eller den fungerende formands stemme udslagsgivende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Der afholdes minimum 4 møder pr. år.

Stk. 4 Bestyrelsen kan ansætte og afsledige foreningens eventuelle korodinator. Foreningens koordinator kan desuden fungere som sekretær for bestyrelsen og kan deltage i bestyrelsens møder uden stemmeret. Lønnet personale kan ikke vælges til bestyrelsen.

§ 6
Økonomi
Stk. 1 Regnskab og revision følger kalenderåret.

§ 7
Hæftelse og tegningsregler

Stk. 1 Foreningen tegnes af formanden og et bestyrelsesmedlem i forening. I formandens fravær tegnes foreningen af næstformanden og et bestyrelsesmedlem.

For foreningens forpligtelser hæftes alene med foreningens formue. Ved optagelse af lån tegnes foreningen af den samlede bestyrelse, og beslutningen skal godkendes på en generalforsamling.

§ 8
Ændring af vedtægter

Stk. 1 Til ændring af vedtægter kræves, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget, samt at mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Er dette ikke muligt, kan der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvor en vedtægtsændring kan gennemføres med ½ af de afgivne stemmer.

§ 9
Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1 Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen beslutter det, eller mindst halvdelen af medlemmerne skriftligt begærer det og samtidig angiver, hvilke emner der ønskes behandlet.

Stk. 2 Ekstraordinær generalforsamling indkaldes senest 14 dage efter, at bestyrelsen har modtaget begæringen, og afholdes senest 6 uger efter at begæringen er modtaget. Dagsorden skal minimum indeholde punkterne 1, 2, 3 og 8.

Stk. 3 Hvis ikke mindst ½ af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling, er til stede, kan dagsordenen nægtes behandlet af generalforsamlingen.

Stk. 4 Tale og stemmeret følger de for den ordinære generalforsamling gældende regler.

§ 10
Eksklusion

Stk. 1 En enig bestyrelse kan ekskludere et medlem, der modarbejder og misbruger foreningens formål.

Beslutningen kan appelleres på generalforsamlingen, hvor der kræves 2/3’s majoritet af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer for, at bestyrelsens beslutning kan stadfæstes.

§ 11
Nedlæggelse af foreningen

Stk. 1 Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 flertal blandt samtlige stemmeberettigede. Opnås dette flertal ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde til en ny generalforsamling, på hvilken opløsningen kan vedtages med 2/3 flertal blandt de fremmødte stemmeberettigede. Den sidste generalforsamling indkaldes med 14 dages varsel til afholdelse senest 6 uger efter den første.

Stk. 2 Ved foreningens opløsning skal foreningens evt. formue anvendes til fremme af foreningens formål eller et dermed beslægtet formål.

Disse vedtægter er senest ændret ved ekstraordinær generalforsamling den 9. maj 2016.
Dirigent på generalforsamlingen: Peter Fugl.